Opdateret 22.05: UEFA meddeler, at aftenens EM-kvartfinale mellem Danmark og Tyskland er aflyst på grund af de voldsomme regnmængder, der er væltet ned over stadion i Rotterdam. Kampen bliver gennemført søndag.
En kraftig omgang regnvej har ramt Rotterdam og det danske kvindelandsholds kvartfinale mod Tyskland.
Det meste af dagen i Rotterdam har der været støvregn, men som de tyske og danske spillere gik på banen til opvarmning, tog regnen til.
Det har resulteret i, at der nu er steder på banen, hvor man kan se blankt vand. Derudover stopper bolden også karakterisk op, når den spilles fladt, mens den knapt kan hoppe, når den har været i luften.
Først blev det offentliggjort (20.33), at kampen er blevet udsat med minimum 15 minutter. Siden har DBU på Twitter meddelt, at der er kickoff tidligst 21.45, men at der kommer en opdateret melding omkring 21.25.
Der forsøges lige nu at skrabe vand af den ene banehalvdel. Der er stadig blankt vand at se på den halvdel, mens de endnu ikke har nået ned på den anden halvdel af banen. Til gengæld er regnen stoppet.
BT har kort vekslet et ord med U19-kvindelandstræner Søren Randa-Boldt, og meldingen fra ham er, at man vil forsøge at gøre banen spilbar, og at man ikke har hørt andet, end man vil forsøge at spille kampen.
Ifølge DR kan kloakken på stadion ikke tage mere vand, og der flyder derfor vand ud af toiletterne i omklædningsrummene.
