Med en check på 1,2 mia. kroner vil Danica Pension bygge et helt nyt bolig- og erhvervskvarter i centrum af Lyngby – i tæt samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Der kommer 300-400 boliger, halvdelen bliver studieboliger, den anden halvdel boliger i familiestørrelse beregnet til forskere og undervisere,« siger ejendomsdirektør Peter Mering til Berlingske Business.

Planen er, at boligerne udlejes til studerende og ansatte ved det nærliggende tekniske universitet.

Se også: Her er Lyngbys nye bydel

En anden stor del af projektet bliver 900 arbejdspladser til IT-giganten Microsoft, som samler sine danske enheder, der nu ligger i Vedbæk og Nordhavn.

»Projektet er udtryk for en spændende byudvikling. Videnstunge virksomheder knyttes til bylivet og det lokale studiemiljø, og byggeriet tilfører byen mange nye arbejdspladser,« siger en glad Søren P. Rasmussen, Venstre-borgmester i Lyngby-Taarbæk.

Han og et enigt byråd har godkendt Danica Pension som køber af en udbudt kommunal grund på godt 16.000 kvadratmeter svarende til lidt mere end to fodboldbaner. Pensionsselskabet får lov til at bygge i alt 40.000 kvadratmeter, formentlig med første spadestik senere i år.

Genoplivet kanal

Grunden ligger ved Kanalvej – klos op ad Lyngby Storcenter. Vejnavnet skyldes, at militæret i slutningen af 1800-tallet anlagde en kunstig kanal, som hurtigt kunne fyldes med vand fra nærliggende søer og dermed forsinke fjendens fremrykning, hvis København skulle blive angrebet.

Og Danica vil sammen med tegnestuen Henning Larsen genetablere dele af kanalen, så det nye kvarter ikke alene får grønne, men også blå omgivelser.

Ud over DTU-boliger og IT-arbejdspladser får Kanalvejs-projektet i stueplan blandt andet supermarked, fitnesscenter og cafeer. Supermarkedet får små specialbutikker som bager og slagter, og de skal både kunne benyttes indefra og direkte fra gadeplan.

Det nye kvarter bliver opført frem til 2016 og får allerede fra åbningen en eksisterende lokalbanestation ved dørtrinnet. Omkring 2020 kommer formentlig også en lille station eller stoppested for den kommende letbane, der skal gå fra Lundtofte i nord og ned gennem Lyngby og Gladsaxe til den københavnske vestegn.

Danica håber, at kvarteret kan give ekstra trafik og omsætning til storcentret, som pensionsselskabet også ejer. Sideløbende med planerne om Kanalvejs-kvarteret pønser Danica på at udvide storcentret mod syd.