Søndag er måske nok ugens kedeligste dag, men ikke i Roskilde.

Så blæse være med vejret. Dagen i dag byder blandet andet på hypet hiphop, kick ass punk og kvindelige dj's, som sætter gang i Dream Citys dansegulv.

Ponyblod åbner Street City, 14.00:

Det bliver råt og usødet, så skynd dig til Street City i Vest. Den nye danske hiphop duo Ponyblod, med velkendte Tue Track og den mangeårige undergrundsrapper Khal Allan, sætter gang i Street City med deres finurlige og sprogligt begavede rap akkompagneret af rytmer af den gamle skole.

Deres nye album "Ponyblod" har høstet mange roser blandt de danske anmeldere og er strøget direkte ind på den danske albumhitliste.

Tue Track er bedst kendt fra Malk Di Koijn og ej at forglemme Nobody Beats the Beats, mens Kahl Allan lagde den danske undergrundscene ned i 2008 med albummet "Tuder & Høvding". Dengang blev han sammenlignet med netop Malk Di Koijn. Om sammenligningen svarede han gaffa.dk:

»Jeg er som de fleste andre tilhænger af Malk De Koijn, så en sådan sammenligning tager jeg som et kvalitetsstempel. Men Malk er én ting, Allan er en anden.«

The Group, Dream City i Domen, 20.00:

The Group er et musikerkollektiv, som sætter musikken og kreativiteten på prøve.

Gruppen består af Casper Clausen fra Efterklang og fire Berliner-bohemes i form af Greg Haines, Francesco Donadello, Andrea Belfi og Martyn Heyne,

Det er svært at blive helt klog på, hvad der skal foregå i aften, for det er gruppen vist ikke engang helt sikker på. Det er noget med, at de fremfører musik i improviseret form inspireret af mødet med publikum, som bliver budt på jägermeister og øl.

Deres ide er at "skabe noget ud af ingenting" og forvandle det musikalske eksperiment til sange og melodier.

Så har du mod på at slukke din evige tørst på Roskilde, mens endnu ikke-eksisterende musik kommer til verden, sker det på Domen i aften i Dream City.

Skumringspunk i Street City, 20.00

Er man punk, undergrund eller bare en smule fandango, befinder man sig i Street City i aften. Klokken 20 sætter bandet Halshug gang i live-punken i omkring 45 minutter, hvorefter flere forskellige DJ's holder dig kørende med energiske, anarkistiske og rå toner.

Kaka, dancehall på Pavillion Junior, 22.00

Det bliver en fest for dem, der er faldet for dancehall og reggae bølgen det seneste årti. Noget, som Kaka aka. Little Kaka utvivlsomt har et stort talent for, selvom han mangler sit endelig gennembrud.

Kendt for at lyde som Natasja har han kæmpet for at skabe sit eget navn. Sidste sommer hittede han med nummeret "Bang Bang (ReggaeJam)", som nåede P3's uundgåelige, udgav en EP i august og er siden blevet lidt af en youtube-basker.

Vil man høre en 21-årig kunstner, der potentielt hitter på morgendagens P3, kan man passende tage til koncert på Pavillion Junior i aften.

Kvindelige Dj's, Dream City, Camp Unicorny, 22.30

Det lyder jo nærmest kønsdiskriminerende at fremhæve et event med kvindelige Dj's som om, det var et fag forbeholdt mænd. Som om man skal glo på aber i et bur, når kvinder forsøger sig bag pulten.

Men sådan er det langt fra, når Rita Blue, Ashiba og Rikke Bronx spiller Camp Unicorny op, en lejr skabt af ungdomsafdelingen i LGBT Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Det bliver utvivlsomt en pigefest med mange pigekys, men vi testosteron-handicappede er forhåbentlig også velkomne.