Til daglig er han sportsdirektør for superstjernen Mark Cavendish på cykelholdet Omega Pharma-Quick Step. Men fra januar 2014 skal han nu også være konservativ byrådspolitiker på Frederiksberg.

Det står klart efter, at Brian Holm, der blot var nummer 15 på de Konservatives liste til kommunalvalget, med 786 krydser på stemmesedlerne fik næstflest stemmer af alle Konservative i den københavnske enklave. Kun borgmester Jørgen Glenthøj overgik den tidligere cykelrytter, viser den foreløbige stemmeoptælling. Det fortæller Brian Holm til BT. Han afslører samtidig, at han trak på sin mentalitet fra cykelsporten undervejs i valgkampen.

- Jeg havde regnet med at komme ind. Det er ligesom et væddeløb. Hvis ikke jeg var kommet ind, var det et nederlag. Det er ligesom, hvis man var røget ud i et udskilnings-løb. Det har man ikke lyst til, for det er jo en form for konkurrence. Et valg er ligesom et VM i cykling. Man skal tænke sig om, hvordan man gør, siger Brian Holm.

Selvom flere har nævnt det over for ham, køber Brian Holm ikke præmissen om, at hans job som sportsdirektør på det succesfulde belgiske cykelhold, Omega Pharma-Quick Step, skulle hindre ham i at engagere sig tilstrækkeligt i lokalpolitikken.

- Teknisk set har jeg vel flere fridage end så mange andre danskere. Jeg har ikke bildt nogen ind, at jeg aflyser Tour de France, fordi jeg kommer i byrådet. Det har jeg sagt hele tiden. Tour de France må være min sommerferie. Det er dér, jeg er væk.

- Der vil altid være kritikere, der siger, at man ikke kan følge med. Men nu er der jo opfundet e-mail, og mange af brevene kan man jo læse der. Så kan vi snakkes ved om fire år og finder ud af, hvem der havde ret, siger Brian Holm.

Han lægger heller ikke skjul på, at han førte en meget afdæmpet valgkamp. Det var et helt bevidst valg, som han havde truffet efter at have konsulteret en anden tidligere kendt Frederiksberg-politiker, rejsekongen Stig Elling. Brian Holm understreger, at han er ydmyg omkring sit fremtidige virke som lokalpolitiker. Han har ikke behov for at komme så meget i medierne, som så mange andre måske har.

- Det er mere for at komme ind og prøve politikken her i nærmiljøet på Frederiksberg. Jeg håber på at komme ind i Kultur- og fritidsudvalget. Men jeg ved ikke, hvor meget krig, der er om de udvalg. Det må vi se. Jeg går ikke efter en formandspost, men det burde da være en fordel at få flere stemmer end de andre, griner han.

- Jeg er glad for, at der er så mange personlige stemmer, men der er så også noget leve op til, siger Brian Holm, og begrunder sin interesse for netop kultur og fritid i sine børn og deres fritidsaktiviteter.