Et af Danmarks hæderkronede og største entreprenørselskaber, Pihl & Søn, er i økonomisk krise. For mange underskudsgivende byggeprojekter og for dårlig styring af store millionbyggerier, især i udlandet, er skyld i selskabets økonomiske problemer.
Pihl & Søns problemer viste sig tydeligt i årsregnskabet for 2011, da selskabet kom ud med et dundrende underskud på knap 200 millioner kroner. Og derfor holder selskabets hovedbankforbindelse, Danske Bank, nu Pihl & Søn i kort snor. Eksempelvis med krav om at forhåndsgodkende tilbud på byggeprojekter, som i visse tilfælde kan være så store, at blot ét fejlslagent projekt vil kunne vælte læsset.
Danske Bank, der står i spidsen for et konsortium af banker og er den største kreditor i selskabet, har mere eller mindre overtaget styringen af Pihl & Søn, som er kendt for byggerierne af blandt andet Field’s på Amager og Operaen på Holmen samt renoveringerne af luksushotellet D’Angleterre og Industriens Hus i København.
Danske Bank følger ifølge Berlingskes oplysninger nøje med i sine engagementer i Pihl & Søn. Det betyder, at selskabet skal vende det med banken, hver gang det skal bruge mange penge eller give tilbud på et projekt over et vist beløb.
I bankens interesse
Alle internationale tilbud, som det kriseramte entreprenørfirma vil afgive, skal runde Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal i København. Og banken stiller blandt andet krav om, at Pihl & Søn ikke påtager sig en byggeopgave, medmindre der er et positivt cash flow på projektet. Ellers godkender storbanken det ikke.
»Manglende styring og forkerte kalkulationer i forbindelse med indgåede kontrakter i ind- og udland er årsag til, at Pihl har haft tab på en række projekter, og nogle af dem er store tab. Derfor har banken overtaget styringen af firmaet,« siger en kilde med adgang til information om virksomheden.
Pihl & Søn har i mange år haft en betydelig omsætning i udlandet og har derfor tidligere afgivet mange tilbud på internationale opgaver. Men nu er det begrænset, hvor mange tilbud Danske Bank tillader selskabet at give i udlandet, erfarer Berlingske.
I de kommende år er det planen, at det danske marked skal udgøre en større del af Pihl & Søns totale omsætning, som sidste år landede på knap 5,5 milliarder kroner.
Danske Bank lægger da heller ikke skjul på, at det også er i bankens interesse, at virksomheden klarer sig gennem krisen. En lukket entreprenørvirksomhed rummer ikke mange omsættelige værdier og kan tilmed blive dyr at afvikle på grund af de mange garantistillelser for byggerier.
»Vi udtaler os ikke om konkrete kundeforhold. Helt generelt kan vi dog sige, at vi har sammenfaldende interesser med vores kunder. Det er i bankens interesse, at vores kunder klarer sig godt. I forhold til vores erhvervskunder betyder det, at de har en sund forretning, som skaber værdi. Udgangspunktet for vores dialog og relation med virksomhederne er således altid funderet i et ønske om, at de står bedst muligt,« siger Anne L. Eberhard, som er chef for Relation-ship Management i Danske Bank.
Pihl havde ved udgangen af 2011 en bankgæld på over en halv milliard kroner, som er fordelt på flere banker. Men Danske Bank er hovedbankforbindelsen og kan også have stillet sikkerhed for Pihl & Søn.
Formanden blev smidt ud
Efter det store underskud i 2011 fjernede Danske Bank ifølge Berlingskes oplysninger i april sidste år hovedaktionæren og topchefen gennem en lang årrække, Søren Langvad, fra posten som bestyrelsesformand.
Som afløser for Søren Langvad, der døde i december i en alder af 88 år, indsatte banken den tidligere topchef i Grontmij i Danmark Birgit Nørgaard som bestyrelsesformand.
Hun tiltrådte 20. april 2012 umiddelbart efter at være valgt på selskabets generalforsamling samme dag.
Få uger tidligere var Søren Langvad også blevet erstattet på posten som administrerende direktør efter, at han havde siddet i Pihls ledelse i 41 år, heraf 26 år som administrerende direktør. Bestyrelsesmedlemmet Halldór Ragnarsson blev udnævnt til ny administrerende direktør efter Søren Langvad.
Til Berlingskes oplysning om, at Birgit Nørgaard skulle være indsat af banken, siger hun selv følgende:
»Det er som bekendt ejerne, der indvælger bestyrelsesmedlemmer ved generalforsamlingen. Spørgsmålet vedrørende Danske Bank må derfor rettes til dem,« skriver Birgit Nørgaard i en e-mail.
Men i april, da Birgit Nørgaard blev valgt som formand, havde Danske Bank formentlig allerede sat sig tungt på Pihl & Søn. Af 2011-regnskaberne for de fire holdingselskaber, som hver ejer en fjerdedel af selskabet, fremgår det, at banken efter regnskabsårets afslutning tog det drastiske skridt at sætte sig på alle aktierne.
Søren Langvad og hans fire børn, som via holdingselskaberne ejer Pihl & Søn, blev tvunget til at stille alle deres aktier til sikkerhed for koncernens gæld til banken.
Entreprenørgiganten er med andre ord pantsat til Danske Bank, som nu har sikret sig, at selskabet ikke kan belåne aktierne eller på anden måde disponere over dem, eksempelvis sælge dem.
Berlingske har udbedt sig interview med ledelsen i Pihl & Søn om virksomheden og dens fremtid, men ledelsen har ikke haft mulighed for at stille op.

