Debatten om prioritering af svimlende dyr sygehusmedicin er i snart lang tid løbet med opmærksomheden i medierne, senest i to kronikker i Berlingske (11. januar og 9. marts).

Prioritering er absolut en vigtig diskussion i en situation, hvor samfundet næppe har råd til at opfylde alles ønsker hele tiden. Men hvor vigtigt dette spørgsmål end er, bør det alligevel ikke helt overskygge en anden og mindst lige så vigtig problemstilling omkring medicin, nemlig fejlmedicinering og medicinsk behandling, som ikke er sikker, rationel og optimal.

Tallene taler for sig selv:

67 ud af 1.000 voksne bliver hvert år syge af forkert medicin, manglende medicin eller samspil mellem medicin.

Hvert år bliver op mod 100.000 danskere indlagt pga. medicinproblemer, der kunne være undgået. Det fører til op mod 5.000 dødsfald.

Hver tredje kronisk syge bruger ikke sin medicin korrekt.

Der er desværre i dag generelt et misforhold mellem den høje kvalitet i udvikling og produktion af lægemidlerne og den måde, de anvendes ude i virkeligheden – både i den primære sundhedssektor og på sygehusene. Lægemidler er stærkt reguleret efter fælles europæiske og internationale standarder. De er inspiceret, kontrolleret og overvåget på et højt niveau, fordi der er tale om stærktvirkende substanser, der bliver givet til ofte svækkede patienter. Systemet kan nok forfines og justeres, men grundlæggende er det et system, der er enighed om i det meste af verden, og som sikrer medicin med en meget høj grad af sikkerhed for den enkelte patient.

Men når man nu har en fuld dokumentationspakke for hvert lægemiddel med specifikationer for produktion, råvarer, færdigvarer, holdbarhed, virkning og sikkerhed, hvorfor er der dog herhjemme så lidt fokus på, hvordan medicinen faktisk bagefter bruges af patienter og deres læger?

Hvorfor virker det, som om fokus på sikkerhed og kvalitet slippes, når medicinen gives til patienterne?

Hvis der sjuskes med brugen af lægemidler, eller hvis der ikke findes de nødvendige strukturer og rammer for, at medicinen bruges rigtigt og optimalt, så får hverken patienter eller samfund det fulde udbytte af behandlingen, tværtimod. Håndteres medicinen uhensigtsmæssigt, har det store behandlingsmæssige og økonomiske omkostninger for både patienter og samfund. Derfor skal der mere fokus på, hvordan medicinen bruges af både patienter og sundhedsprofessionelle. Ellers kommer vi som samfund aldrig de mange fejl og mangler til livs.

Særligt skal der gøres en effektiv indsats over for problemerne ved sektorovergange, f.eks. når patienter udskrives fra hospitaler og skal modtage pleje i kommunerne.

Får vi en sikker og rationel brug af lægemidler, vil det naturligvis være en fordel for patienterne, men det vil utvivlsomt også have en positiv indflydelse på den samfundsøkonomi, som i dag bekymrer politikerne og driver prioriteringsdebatten.