Frifindelsen af Brian Holm vækker glæde hos cykelholdet Omega-Pharma Quik-Step, der nu håber, at deres danske sportsdirektør har overskud til at hjælpe holdet i Tour de France, der begynder på lørdag i engelske Leeds.

Det forklarer Alessandro Tegner, der er pressechef på det belgiske mandskab, i forbindelse med torsdagens officielle pressemøde med Omega-Pharma Quik-Step, hvor både ledere og ryttere blev forholdt frifindelsen af sportsdirektør Holm, der var anklaget for at have blufærdighedskrænket en syvårig pige.

- Vi har lige fået nyheden, og vi er selvfølgelig glade for det, siger Tegner og fortsætter:

- Det har været en svær tid, og i aften er han sammen med sin familie, og han er fri til at træffe den beslutning, han finder bedst. Selvfølgelig vil vi gerne have ham til Touren. I morgen tager vi den endelige beslutning, men det er op til ham. Hvis han kommer til Touren, vil det være perfekt for os. Men lige nu er det bedst, at han tænker på sig selv og sin familie og træffer en beslutning, og det afventer vi, siger Tegner.

På spørgsmålet om hvorvidt holdet har været nervøse for Brian Holms uskyld, lyder svaret fra Alessandro Tegner således:

- Alle kender Brian… Det var for os noget underligt noget, hvad der skete. Men vi er lettede nu og rigtig glade for, at sagen er lukket. Det er en privat sag. Holdet var ikke involveret. Vi har fra afstand fulgt med, og vi er glade for, at det er afklaret nu, og vi håber det bedste for de familier, der er involveret, siger Tegner.

Dommeren og de to lægdommere ved retten på Frederiksberg var enige om en pure frifindelse af Brian Holm.