Det lykkedes ikke Anders Bondo Christensen at sikre lærerne en ny arbejdstidsaftale. Til gengæld sikrede han pæne lønforhøjelser til de offentligt ansatte. Hvad mon lærerne siger til det?

Der skulle en Store Bededag til for at få hul igennem.

Ikke til Vor Herre, men til en aftale om løn, arbejdstid og frokost for landets lærere, social- og sundhedshjælpere og pædagoger.

Fredag ved frokosttid indgik de ansatte i landets kommuner og deres arbejdsgiver, Kommunernes Landsforening, en overenskomst for de kommende tre år.

Lettelsen på alle sider er enorm. Danmark har reelt været millimeter fra en storkonflikt, som ingen ønskede.

Aftalen, der omhandler 500.000 ansatte, tager samtlige tre knaster, der har været i centrum for årets overenskomstforhandlinger, under behandling.

De ansatte kan se frem til 8,1 procent mere i løn over de kommende tre år. KL gik til forhandlinger med en »stram økonomisk ramme«, som det lød i deres OK18-krav. Sådan blev det ikke. De kommunalt ansatte har taget en sejr i lønkampen.

Spørgsmålet om den betalte spisepause er også adresseret. Aftalen indeholder formuleringer om spisepausen, som har fået både sygeplejerskerne og akademikerne i kommunerne til at skrive under.

Den sidste knast var lærernes arbejdstid. Her kan komme et efterspil af kaliber.

Mange husker (især lærerne) lærerlockouten i 2013, hvor Folketinget greb ind og satte lærernes arbejdstidsregler bag lås og slå i den i fagbevægelsen så forkætrede Lov 409. Lærerne blev dengang spillet af banen af Michael Ziegler, chefforhandler for kommunerne, og Christiansborg, der populært sagt tog magten over folkeskolen tilbage fra lærerne.

Bondo og lærernes arbejdstid har tilmed i år været nøglen til en overenskomstaftale. Hele fagbevægelsen gik nemlig til årets forhandlinger med fælles krav om »reelle, fair og frie forhandlinger med organisationerne på underviserområdet med henblik på at kunne indgå en aftale om arbejdstid.«

Danmarks Lærerforening – altså lærerne isoleret – krævede mere direkte en arbejdstidsaftale, der modsvarer andre offentligt ansattes.

Lærerne endte med reelle forhandlinger om arbejdstiden, men ikke en arbejdstidsaftale.

»Arbejdstiden reguleres derfor fortsat af de arbejdstidsregler, der fremgår af Lov 409,« står der i det såkaldte resultatpapir.

Anders Bondo Christensen indgik derimod en helt anden »aftale«.

Frem mod overenskomstforhandlingerne om tre år har parterne nu forpligtet sig til et forhandlingsforløb om en arbejdstidsaftale. Samtidig nedsættes der en kommission, som skal undersøge, hvordan arbejdstidsregler generelt kan understøtte undervisningen i skolen bedst muligt. Det hele skal munde ud i en rapport, der skal danne grundlaget for forhandlingerne i 2021.

Nogle lærere hører allerede lyden af sylte-sylte. For Bondo ligner det et nederlag.

Anders Bondo Christensen lagde ikke skjul på, at han gerne havde set en regulær arbejdstidsaftale. Men ikke for enhver pris. Da han ikke kunne få en god nok aftale, slog han til på anden vis.

Bondo havde hørt politikere på Christiansborg tale lærernes sag. Alligevel var han på ingen måde fristet af en konflikt med tilhørende indgreb. Et indgreb, lyder hans analyse, ville højest sandsynligt blot forlænge den nuværende lov 409 tre år mere.

Kommunerne har nu forladt de statsansatte alene på perronen. Også selv om de tidligere på ugen var vrede på regionerne for at gøre det samme ved dem.

De statsansatte har ikke og har aldrig haft opbakning i fagbevægelsen til en storkonflikt på baggrund af sagen om den betalte spisepause. Overteltet kan ikke strækkes til at dække DJØFere på Slotsholmen.

Musketéreden var også for længst død. Den begravede Dennis Kristensen. Og Sophie Løhde, da hun viftede med lønstigninger på 8,1 procent.

Det er fortsat usikkert, om statens ansatte vil tage til takke med den eksplicitering af den betalte spisepause, som akademikerne i kommunerne slog til på. Eller noget der minder om.

I fagbevægelsen og på arbejdsgiversiden var det fredag tid til status.

I kommunerne drak man hverken champagne eller gravøl i aftes. Det samme gælder flere af de offentligt ansattes organisationer. Tog de trods alt boblerne ud af køleskabet, var det for at skåle på et godt slagsmål og på en aftale trods alt.

Begge parter er tilfredse med, at en storkonflikt er skubbet langt ud i horisonten.

Her skal dog bemærkes, at parterne uden for Forligsinstitutionen lagde vægt på, at de havde indgået en »ganske almindelig« aftale. Aftalen er altså indgået »udenom« en mæglingsskitse eller andet fra forligsmanden. Det betyder, at samtlige forbund nu skal godkende de respektive aftaler på deres område. De kan stadig vende tommelfingeren ned.

Her skal Anders Bondo Christensen måske være mest nervøs. Han kan som chefforhandler for de kommunalt ansatte være tilfreds med lønrammen, men havde ønsket sig meget mere på egne vegne for lærerne. Vi ved nu, at man kan indgå en overenskomstaftale uden at give lærerne noget stort på arbejdstiden.

De kommende dage vil med stor sandsynlighed byde på vrede lærere. Se bare kommentarsporet på Danmarks Lærerforenings Facebook-side.

»Jeg render rundt med et badge, hvor der står: »En løsning for alle«, men nu må jeg konstatere, at der ikke kom en løsning for os.«

»SÅ STEMMER VI NEJ. Det kan fandme da ikke passe at vi skal være uden aftale.«

»Jeg er forvirret. Der er stadig INTET på arbejdstiden? Ny syltekrukke til KL. Hvordan kan man se så glad ud, uden at ha’ det her på plads!!! »

»Ziegler bankede igen en tappert kæmpende Bondo.«

Sådan lyder fire af kommentarerne – og de er censureret for de vrede emojis.

Michael Ziegler kan som chefforhandler for arbejdsgiverne være tilfreds med fortsat at have overtaget i kampen om arbejdstiden med lærerne. At arbejde med de offentligt ansattes arbejdstid vil fortsat være en hjørnesten for arbejdsgiverne i fremtiden. Men Ziegler har betalt en pæn lønstigning for det.

Landets borgmestre er tilfredse. De ville så nødigt lægge sig ud med sine ansatte og borgere i kommunerne under en storkonflikt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen kan skåle i dyr champagne. De slipper formentlig nu for at lægge sig ud med hundredtusindvis af offentligt ansatte via et regeringsindgreb med knap et år til et folketingsvalg.

Fagbevægelsen indgik en musketéred, der faktisk bragte dem langt, før det haltede med solidariteten – før den blev sprængt i stumper og stykker. Indbyrdes kommer fagbosserne hurtigt på talefod igen. De vil kunne blive enige om, at eden faktisk gav dem store lønstigninger. De ved også hver især, at man kæmper for sine egne, når det gælder. Samtidig havde deres sag stor opbakning i befolkningen.

Men der skal klinkes skår med mange medlemmer. De lagde mere i musketéreden, end fagbosserne gjorde, og fagbosserne punkterede ikke drømmene undervejs. De var en brik i et taktisk spil. Mange af deres medlemmer troede virkelig på ordene om solidaritet og én løsning for alle. Dér foran forligsen.

Det er vel et hvidvinskompromis, der blev indgået Store Bededag. Sådan et hvor alle er halvt tilfredse. Bondo skal nu bare håbe, at lærernes vrede mod Ziegler ikke vendes mod ham.