Bomben kunne have været langt kraftigere
P-kælderen under Stoltenbergs kontor var med til at dæmpe Anders Breiviks 500-kilos bombe, som var placeret i varevogn.
P-kælderen under Stoltenbergs kontor var med til at dæmpe Anders Breiviks 500-kilos bombe, som var placeret i varevogn.
Kun dele af motorblokken og et stykke af bagakslen vidner om, at det forvredne, søndersprængte metalskrot på billedet stammer fra den varevogn, der indeholdt Anders Breiviks hjemmelavede bombe.
Men bomben kunne faktisk have forvoldt meget mere skade, end det var tilfældet. At den ikke gjorde det, skyldes formentlig garageanlægget under regeringens hovedbygning, Høyblokka.
Billedserie: Oslo centrum efter bomben
- Meget af sprængkraften gik nedad. Det har reddet mange menneskeliv og hindret større skader på bygningerne, siger bombeekspert Per Nergaard til vg.no.
Han forklarer, at hvis underlaget havde været mere fast, så ville effekten af eksplosionen have været meget større.
Parkeret foran Stoltenberg-kontor
Breiviks køretøj - en Volkswagen Crafter - blev sprængt til småstykker og blæst ind i bygninger og ud på gaderne, hvor det flød med glas, murbrokker og blod efter bilbomben, der gik af fredag den 22. juli klokken ca. 15:26.
Breivik havde parkeret varevognen klos op ad Stoltenbergs kontor i Høyblokka, som ud over Statsministeriet også huser Norges landbrugsministerium. Ikke ét vindue i højhuset er intakt, og ingen kan endnu sige, hvornår - eller om - den raserede bygning kan benyttes igen.
Se mere video:
Privatoptagelser: Video optaget kort efter eksplosionen viser enorme ødelæggelser.
Privatoptagelser: Videoklip inde fra Høyblokka - meget voldsomme billeder!
Politiets tekniske undersøgelser skal nu give svar på, hvor kraftig Anders Breiviks hjemmelavede bombe, der var baseret på en blanding af kunstgødning og diesel, var.
Enkelte eksperter har dog allerede anslået, at den har vejet mindst 500 kilo målt på omfanget af skaderne, sammenholdt med lignende terroraktioner.
Privatoptagelser: Kort videoklip har fanget selve eksplosionen på kamera:
Nedstyrtningsfare
På grund af nedstyrtningsfaren er området stadig spærret af for offentligheden. Udenfor indgangen til Høyblokka er der et gabende hul med kig ned til en underjordisk parkeringskælder.
- Det virker som om, at bombemanden har parkeret bilen, sådan så huset skulle styrte i grus, siger et øjenvidne til Dagbladet.
Hele indgangspartiet til bygningen er blæst bort, og det samme er den tilstødende kantine, der ligger lige indenfor skydedørene.
Billedserie: Verden rundt viser man respekt for Norge
Varevognen, der bar på sprængladningen, havde en lastekapacitet på halvandet ton, og Anders Breivik havde anskaffet den gennem udlejningsfirmaet Avis. Forud for angrebet blev Anders Breivik set fjerne et 'Avis'-logo logo fra bilen. Det skete hjemme på gården i Rena nord for Oslo, hvor han forberedte sin mission.
Breivik har selv beskrevet i terrordagbogen, som hans 1.516 sider lange manifest indeholder, hvordan han brugte særlige kemikalier til omhyggeligt at fjerne limresterne fra logoet.
Minut for minut: Angrebene i Norge
Da massemorderen endelig var klar til at føre sin grufulde plan ud i livet, foregik det - ifølge hans egne oplysninger i dagbogen - med en simpel krudtlunte, der gav ham 75 sekunder til at komme på afstand af eksplosionen.
Åne Arneberg, der arbejder i en nærliggende bygning, så formentlig Anders Breivik forlade varevognen i al hast efter at have antændt lunten.
- Jeg sad på mit kontor og talte i telefon, da jeg studsede over en mand klædt i noget, der lignede politiets sommeruniform. Han kom gående fra regeringskvarteret, før han satte sig ind i en lille varebil udenfor, siger han til Dagbladet.
Tema: Alle artikler om terroren i Norge
Efter eksplosionen kørte Anders Breivik væk fra centrum og ud mod Utøya. Forklædt som politimand lod han sig sejle over til den lille ø og indledte sin skudmassakre, der varede omkring halvanden time og kostede mindst 68 mennesker livet.
Åne Arneberg mener, at den Fiat Dublo, som blev fundet på færgelejet ved Utøya, er identisk med den bil, han så manden i politiuniform sætte sig ind i.
Privatoptagelser: Bomben indhyller Oslos skyline i en enorm røgsky fra bomben: