Bologna FC har onsdag lagt et mindeskrift på deres hjemmesiden under overskriften 'Addio Campione' (Farvel, Mester, red.).
»Bologna og fodboldverdenen har mistet en af de mest historiske repræsentanter. I en alder af 73 døde Harald Nielsen, en af de mest værdifulde udlændinge, der har optrådt for de rød-blå (Bologna, red.),« skriver klubben og kalder deres gamle spiller for en dødsensfarlig angriber.
»Han scorede mål på samlebånd og kunne score på alle måder. Han var en ægte opportunist, der dannede et fantastisk makkerpar med Ezio Pascutto.«
I 1961 kom den dengang blot 19-årige Harald Nielsen til Bologna fra fødebyen Frederikshavn, hvor han forinden i to sæsoner havde været en konstant plage for modstanderholdene.
Opholdet i den norditalienske by blev særdeles succesrigt for Nielsen, der både i 1963 og 1964 snuppede topscorer-titlen i landets bedste række. I 1964 vandt Bologna oven i købet mesterskabet. En bedrift, der stadig huskes med begejstring i klubben, som ikke siden har vundet det italienske mesterskab.