Steve Russell er mange forskellige ting. For eksempel er han adoptivbarn. Desuden er han i begyndelsen politibetjent, men bliver siden blandt meget andet advokat og økonomidirektør. I starten er han kærlig familiefar, men så springer han ud som bøsse. Endvidere er han en svindler og bedrager, der konstant lyver og snyder til den store tugthusmedalje. Og oven i købet er han angiveligt en autentisk figur.

Nå ja, så er han også hovedperson samt fortæller på lydsporet i filmen »I Love You Phillip Morris«, der biografisk følger hans brogede bedrifter som sagtmodig politimand i Texas og senere selvsikker fidusmager i Florida.

Men som filmens titel indikerer, handler den ikke kun om smart kriminalitet - i dens kerne befinder sig Steve Russells oprigtige kærlighed til den blide Phillip Morris, som han møder i et fængsel og efter løsladelsen bliver samlever med.

Har vældig travlt

Som så mange biografiske film har »I Love You Phillip Morris« den svaghed, at den skal skildre en skrækkelig masse og derfor farer stakåndet fra den ene begivenhed til den næste uden noget, der bare minder om solid dramatisk struktur.

Desuden rummer filmen en række gentagelser, fordi Steve Russell som en mere strømlinet udgave af Egon Olsen ustandseligt lægger store planer, bliver fanget, ryger i fængsel, snyder sig ud af fængslet, bliver fanget igen etc. Lidt trættende i længden.

Mest interessant er det, at Jim Carrey sætter sin popularitet på spil ved at fremstille en kriminel bøsse - man ser ham faktisk dyrke analsex med en anden mand - og det meste af tiden får han fint dæmpet sine tendenser til overspil. Han er alt i alt udmærket, selv om en uheldig frisure får ham til at ligne Goebbels, ligesom Ewan McGregor er ret rørende som den sirupsk søde Phillip.

Grundproblemet er imidlertid, at filmen både vil være følsom bøsseromance og kæk svindlerkomedie, og at den derfor ender som en diffus, genreløs hybrid, som hverken er rigtig morsom eller rigtig seriøs. Man ser den med sympati, men keder sig lidt imens.