Victor Stoltenberg, 11 år
Når Victor Stoltenberg ikke er Krumme i »Krummerne – Alt på spil«, der netop har haft biografpremiere, leger han med sine seks søskende og spiller fodbold i Brøndby.
Hvordan er det at spille Krumme?
»Det er sjovt at lave Krumme, og man møder nye mennesker, når man laver film. Det er en rigtig spændende og sjov film. Vi har lige haft gallapremiere, hvor der var rigtig mange, der grinte. Jeg havde ikke troet, der var så mange voksne, der ville grine, faktisk. Det er lidt mærkeligt, at der er andre, der har spillet Krumme før – men sjovt! Laus Høybye var nok en af de bedste.«
Hvad laver du, når du ikke laver film?
»Jeg går i 5. klasse på Hyldebjerg Skole. Jeg har seks søskende, og derhjemme er jeg den ældste. Der er en, der er flyttet hjemmefra. Det er både en fordel og en ulempe at have så mange søskende. Men det er også meget sjovt at lave noget med dem. Vi hopper meget på trampolin og ser film sammen i weekenden.«
Victors anbefalinger til efterårsferien:
»Tivoli er et sjovt sted. Der er mange forlystelser, og det er et godt sted at være sammen med sine venner og familien. Den sjoveste gang var nok dengang, jeg blev væk. Så gik jeg bare rundt helt alene og kiggede på forlystelser. Og prøvede dem.«
»Zoologisk Have er meget et familiested, hvor man går og hygger sig, drikker kakao eller sidder og spiser frokost. Og så kan man kigge på dyr. Jeg kan godt lide aber. De er mega nice. De har en rigtig sej stemme, sådan uh-uh-ah-ah. Og så kan jeg godt lide, at de klatrer i træer og spiser bananer.«
»Vi bor lige ved Damhussøen. Der er en kunstgræsbane, som man kan lave alt muligt på. Spille rundbold eller fodbold, sjovt nok. Ellers er Fælledparken et rigtig fedt sted. Man kan klatre over det hele! Man kan lave alt, næsten. Der er trampolin og fodboldbaner lige ved siden af. Så man kan få brændt alt krudtet af.«
Thit Aaberg, 13 år
Thit Aaberg er bedst kendt fra DR Ultras program »Voksenfælden«, som får sæsonpremiere 9. oktober. Men hun er også scenevant og spiller sammen med Eventyrteatret i Glassalen i Tivoli.
Hvordan er det at lave Voksenfælden?
»Det er ret sjovt. Vi lærer de voksne lidt bedre at kende. Før jeg startede på programmet, var jeg ret påpasselig med at tale med voksne, jeg ikke kender. Det er jeg slet ikke mere. Vi tester de voksnes uskrevne regler, hvor tålmodige de er, og hvor meget de gider at finde sig i. I denne sæson har vi for eksempel taget ting op af folks indkøbskurve. Der var nogle folk, som reagerede fint, andre blev lidt sure.«
Hvad laver du, når du ikke laver TV?
»Så går jeg i 7. klasse på Herstedøster Skole og laver teater med Eventyrteatret i Tivoli. Vi har et virkelig godt sammenhold, vi hygger os rigtig meget sammen og går lige meget op i at lave teater. Vi er ved at lave »De Vises Sten«, og den er speciel, fordi der er noget magisk over det. Og nogle fantastiske kostumer.«
Thits anbefalinger til efterårsferien:
»Jeg elsker havdyr, så jeg vil rigtig gerne anbefale Den Blå Planet. Mit yndlingshavdyr er rokken. Det kan godt være, den er livsfarlig, men jeg synes, den er så nuttet. Tag rundvisningen, for så kan man komme om bag det store ocean. Sidst jeg var der, var der babyrokker – det var det bedste nogensinde!«
»Jeg er sådan en, der elsker museer. Frilandsmuseet er helt gratis, og der kan man opleve, hvordan det danske bondesamfund så ud i gamle dage. Det er vildt hyggeligt og godt for børn, fordi de får lov til at udforske og komme ind i nogle rum.«
»Så vil jeg gerne anbefale Mindelunden, fordi jeg interesserer mig meget for Anden Verdenskrig. Der kan man lære meget om de danske modstandsfolk. Thorvaldsens Museum er også et hyggeligt museum, som er fyldt med mange forskellige skulpturer. Læg især mærke til gulvene, hvert lokale har en helt unik gulvbelægning.«
Carl Schelling, 9 år
Selvom han kun er 9 år gammel, har Carl Schelling travlt med at spille den lille tekop, Chip, i Det Ny Teaters opsætning af Disney-musicalen »Beauty and the Beast«.
Hvordan er det at spille med i Beauty and the Beast?
»Det er rigtig sjovt. Alle de voksne er søde ved én. Jeg synes, det er sjovt at spille teater, fordi man får gode venner, og det er sjovt at spille for publikum. Mine yndlingsscener er dem, hvor jeg er inde på scenen. Det er også sjovt at synge, og musikken er god. Det er sådan noget fantasi-noget, og der sker så meget. Preben Kristensen er sådan en franskmand, der siger y i stedet for u. Det er sjovt.«
Hvad laver du, når du ikke spiller teater?
»Jeg går i 3. klasse på Kildegård Privatskole. Jeg går også på Tivolis Balletskole, og de laver »Den Røde Ballon« i Dansehallerne nu. Jeg havde desværre ikke tid til det. Jeg har nogle drengevenner, som også går derinde. Min mor spurgte mig bare, om jeg ville prøve, og så prøvede jeg det. Det er rigtig sjovt, men også svært og hårdt.«
Carls anbefalinger til efterårsferien:
»Jeg vil rigtig gerne i biografen og se »Æsketroldene« med mine to bedste venner, Lui og Valdemar. Den ser sjov ud. Jeg synes, de ting, der kan ske i sådan en fantasifilm, er sjove. Sådan noget med at trylle.«
»Jeg vil gå i Zoologisk Have med min lillesøster, Clara. Hun er to et halvt år, og hun er meget sød. Hun har sådan nogle dyrebamser, hun hele tiden leger med. Hun elsker dyr. Vi skal for eksempel se elefanter, giraffer og nogle aber. Jeg kan bedst lide katte og hunde og kaniner.«
»Jeg vil gerne i svømmehallen med hele min familie. Jeg kan godt lide at lege og svømme. Det er sjovt at svømme med min familie, fordi hele familien ikke er sammen særlig tit. Jeg har fire søskende og mor og far. Alle går til forskellige ting, så det er ikke altid, vi har tid til sådan noget. Det kunne også være hyggeligt.«