Titlen som Årets Brugtbil er blevet uddelt siden 2006, hvor den første generation af Skoda Fabia kørte af sted med sejren – en fornuftig og rummelig minibil. Frem til 2018 har bl.a. Ford Mondeo, Honda Civic, Mazda 6 og Mercedes-Benz C-Klasse vundet titlen, og efter finalerunden tidligere på sommeren står det nu klart, at Årets Brugtbil 2018 er en premium-hatchback fra Tyskland. BMW 1-serie årgang 2012-15 er Årets Brugtbil 2018.

Fem biler gik fra den indledende runde til finalerunden: Citroën Cactus årgang 2014-16, Ford Focus årgang 2011-14, Nissan Qashqai årgang 2010-14, Volkswagen Golf årgang 2014-16 – og vinderen BMW 1-serie 2012-15. Hvilken bil et jurymedlem vælger at give de maksimale point, og dermed en stemme som vinder, er individuelt og baseret på professionel erfaring og data fra BilBasen.

I det samlede regnskab fik BMW 1-serie i alt 190 point, mens Volkswagen Golf fik 155 point, Ford Focus 125 point, Citroën Cactus 25 point og Nissan Qashqai 15 point. Et af jurymedlemmerne, som gav BMW 1-serie de maksimale 15 point, er Steen Bachmann fra Bil Magasinet: ”Jeg kørte 40.000 km langturstest i en 116d året efter, den nuværende model kom til Danmark. Der er ikke megen plads på bagsædet eller i bagagerummet, men kan du leve med det, får du selv i den svagt motoriserede 116d en fantastisk langtursbil med sporty egenskaber. Jeg ville tage en 118d eller 120d, hvis budgettet rækker, men 116d kan bestemt anbefales. Den er ikke engang dyrere at holde kørende i service og reservedele end de øvrige finalister.”

Rimelige omkostninger

I øjeblikket er der omkring 250 eksemplarer til salg på brugtbilmarkedet af den vindende 1-serie, og de koster i gennemsnit cirka 175.000 kroner. Det er ikke dyrt at køre i Årets Brugtbil på trods af, at det er en BMW. Det koster ifølge en beregning fra Bilbasen omkring 1,80 kroner per kørte kilometer i en BMW 116d fra 2015.

Også jurymedlemmet fra Applus, Martin Gregersen, pegede på 1-serien som Årets Brugtbil 2018: ”BMW 1-serie er en yderst velbygget kvalitetsbil, der virkelig kan tilbyde køreglæde til dens ejer. Baghjulstrækket, de veldimensionerede bremser, det gode styretøj og den høje komfort danner rammen for denne køreglæde. Det er ikke en stor familiebil, men en smart og sportslig bil til dem, der primært benytter de forreste sæder. Desuden klarer BMW 1-serie sig generelt godt til syn, hvor kvaliteten igen kommer ejeren til gode.”

Hvert år handles i Danmark flere end 500.000 brugte biler.