STOCKHOLM: Efter seks nætter med uroligheder i Stockholms forstæder er optøjerne nu også rykket til andre byer. I Örebro knap 200 kilometer fra Stockholm satte en gruppe på omkring 30 unge, maskerede mænd ild til biler og kastede sten mod politiet og brandmænd. Ifølge politiet i Örebro der det urolighederne i Stockholm, der var årsagen til balladen, skriver Svenska Dagbladet.

Også i byerne Södertälje og Linköping blev biler og bygninger natten mellem fredag og lørdag sat i brand.

Ifølge lokalpolitiet i Stockholm har man i løbet af den sidste uge fået indikationer på, at der potentielt kunne opstå uroligheder i andre byer som en direkte anledning efter de voldsomme optøjer i Stockholms forstæder. Det fortæller chef for politienhederne i Stockholms vestlige forstæder, Marie Hummer.

»Vi har løbende fået informationer om, at der ulmede uroligheder i andre byer end Stockholm. Det indikerer, at det ikke længere kun er et Stockholm-problem,« siger Marie Hummer.

Selv om natten i Stockholm ikke var ligeså voldsom som tidligere nætter, kunne politiet registrere, at der var op mod 30 udbrændte biler efter nattens hændelser, mens tre brande i bygninger i forskellige byer har forbindelse til urolighederne, oplyser talsmand for Stockholms politi Kjell Lindgren til Svenska Dagbladet.

Ud på de tidlige morgentimer i byen Åkersberga, der ligger godt 30 kilometer nord for Stockholm, opstod der brand i to garager på en parkeringsplads. I alt udbrændte 22 biler. Det er endnu ikke bekræftet, hvorvidt det har forbindelse til urolighederne i Stockholm.

Hjælp fra SÄPO

I Stockholm får politiet hjælp i efterforskningen af sikkerhedstjenesten SÄPO, hvor venstrefløjsaktivister mistænkes for at have en aktiv rolle i urolighederne. Ifølge svensk politi kan man dele ballademagerne op i tre grupper: De lokale unge, kendte kriminelle og en lille gruppe aktivister.

»Aktivisterne griber den her chance og beskytter sig bag anonymiteten,« siger rigspolitichef Mats Löfving til Svenska Dagbladet.

Flere af de grupper, der er blevet set i nattetimerne under urolighederne i Stockholm i de seneste dage, er maskerede og politiet har mistanke om, at en stor del af balladen, der nu har spredt sig til andre byer, kan være organiseret.

Stedfortrædende politichef Ulf Johansson uddyber til avisen, at politiet orienterer sig mod mere »professionelle« aktivister.

»Vi har set folk, der er kendt fra andre sammenhænge og andre begivenheder, for eksempel tidligere demonstrationer. De bevæger sig relativt hyppigt i de miljøer,« siger han og henviser til, at de unges metoder ligner dem, man normalt ser i forbindelse med autonome, hvor man for eksempel bryder brosten op for at bruge dem som kasteskyts.

Også højreekstremister har tilsyneladende set urolighederne som en anledning til at gå i gaderne. Fredag nat blev mellem 50 og 60 personer fra det højreradikale miljø spottet rundt om i Stockholms forstæder. I byen Tumba forsøgte en større gruppe at komme i karambolage med mennesker på gaden. Flere blev anholdt af politiet, inden der opstod sammenstød.

Fredag fik politiet i Stockholm assistance fra betjente fra blandt andet Västra Götaland og Skåne for at dæmme op for urolighederne, der især har præget den nordvestlige del af byen.

»Vi er nødt til at have overtaget, og der skal være en reserve, hvis der sker noget andet. Normalt har vi kapacitet til at håndtere meget, men der er en grænse, hvor man ikke kan klare alt, og dertil vil vi ikke nå,« siger pressetalsmand Kjell Lindgren fra Stockholms politi til Dagens Nyheter.

Statsminister Fredrik Reinfeldt og justitsminister Beatrice Ask holdt fredag et hasteindkaldt krisemøde i Stockholm med Rikspolitistyrelsen, de lokale politimyndigheder i Stockholm og SÄPO.