Solen skinner gennem frodige træer, da fotografen tager billederne inden interviewet. Susanne Bier storsmiler i sin kongeblå kjole. Men de beige stilletter gnaver. Hun bevæger sig helst ikke for langt rundt i den slags, understreger hun. Og griner igen.

Denne danske oase i området omkring Det Danske Filminstitut i Lyngby – hendes daglige arbejdsplads – ligner til forveksling den citronplantage i Syditalien, hvor hovedparten af hendes kommende film, »Den Skaldede Frisør«, foregår.

Her spiller Trine Dyrholm hovedrollen over for selveste Pierce Brosnan – James Bond i årene 1995-2004. Det er en turbulent komedie om utroskab, separation, seksuel forvirring og kræft. Men det er samtidig en film om håb og forelskelse.

Se flere billeder af Susanne Bier her: 

»Den Skaldede Frisør«, der har premiere 6. september, er desuden hendes første film siden »Hævnen« fra 2010, der indbragte hende en Oscar for bedste udenlandske film.

I den solrige skov i Lyngby er kendisfrisør Dennis Knudsen også til stede. Han er Biers faste stylist på opgaver som denne. Fotografen når at tage to billeder af en gående Susanne Bier, inden Dennis Knudsen kaster sig ind foran linsen. Igen.

- Ventventvent! Stop! Jeg skal liiige..., siger han, går hen til Bier og ryster med en bølgende håndbevægelse hendes pandehår på plads.

- Sådan. Nu sidder det helt perfekt, siger han.

- Godt. Og lad så være med at pille mere ved mig, siger hun med en seriøs mine.

- Jamen, skat. Det er jo det, jeg gør. Det er jo det, jeg kan, siger han, tøver og sekunder senere griner de begge.

Det kunne have været en scene fra en Susanne Bier-film.

Da hun vandt sin Oscar for præcis halvandet år siden, var Dennis Knudsen også til stede. Han boede på samme hotel og havde et nøglekort til hendes værelse. Hver morgen før daggry – mens Susanne Bier og hendes mand, Jesper, stadig lå i sengen – låste han sig ind og satte en lille skønhedssalon op. Danmarks instruktørikon skulle se godt ud til alle pressemøder og interviews under det stramme Oscar-program.

Bier, der ellers var lidt af en drengepige som barn under opvæksten på Østerbro, nyder i dag at fremstå smuk og feminin ved særlige lejligheder. Blandt andet fordi hun gennem mange måneders optagelser har gået i flade sko og praktisk, uprangende tøj.

- Mange mennesker tror, det er enormt glamourøst at lave film. Det er det måske to dage om året. Resten af tiden handler det om at stå hele dage i regnvejr og fryse. Jeg arbejder 14 timer uden pauser, og det er BENHÅRDT, siger hun, efter at billederne er taget, og vi har sat os – denne gang uden Dennis Knudsen – i hendes klipperum.

- Nu er min nye film færdig, og derfor er jeg i den fase, hvor jeg skal have høje sko og fine kjoler på for at promovere filmen. Det har sin helt egen magi, forklarer Susanne Bier.

En anden inspiration til at bære flotte kjoler finder hun ved at tage et kig på sine kolleger. Instruktørbranchen er ekstremt mandsdomineret. Tænk bare på Oscar-prisen til bedste instruktør: Ud af næsten 400 nomineringer siden 1929 er blot fire anerkendende nik gået til kvindelige instruktører. Og amerikanske Kathryn Bigelow er den eneste kvinde i historien, der rent faktisk har vundet en statuette, med krigsfilmen »The Hurt Locker« fra 2009.

- Det er enormt sjovt for mig som kvinde at skabe så stor kontrast til resten af branchen ved at spille med og tage fine kjoler og sko på, forklarer Susanne Bier.

De smukke dansk designede kjoler og tynde stilethæle kan dog ikke skjule hendes generthed.

- At blive eksponeret i så høj grad er ofte direkte angstfremkaldende for mig. Jeg bliver nervøs og febrilsk, for jeg er et blufærdigt menneske. For eksempel har det taget mig hele livet at kunne holde en tale. Og jeg er stadig ikke god til det. Jeg er også dårlig til stå på en scene og tale om mine film. Jeg føler mig enormt genert, siger hun og holder en kort tænkepause.

- Til gengæld er jeg ret god til at svare på spørgsmål. Og jeg er god i direkte udvekslinger og til at hygge mig. Derfor er det rart for mig, at Dennis Knudsen er med, når der skal tages fotos af mig. Så kan jeg more mig med det, forklarer hun.

Det tager hende kun et par sekunder at grave et skræmmeeksempel om generthed frem fra hukommelsen. Da hun vandt en Golden Globe – også for »Hævnen« – havde hun ikke regnet med det.

Hun gik uforberedt på scenen.

- Klappen røg ned. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op på scenen, eller hvad jeg sagde. Rummet var ekstremt intimiderende for mig. Jeg stod jo og kiggede ned på alle mine helte – Scorsese, De Niro – og var tvunget til at sige noget, fortæller Susanne Bier, der fik takket det internationale publikum for, at de orkede se en film med danske skuespillere, der taler som om, de har en kartoffel i munden.

Ikke mange i salen fangede hendes humor.

De mange møder med offentligheden har tvunget hende til at opfinde en form, der dæmper genertheden og blufærdigheden.

- Jeg har nu en privat grænse, jeg værner om. Jeg har også forstået, at det er okay at være sjov i stedet for at forsøge at »spille« den seriøse instruktørtype.

Humor er en af de ting, Susanne Bier holder mest af i sin hverdag.

- Det pudsige er, at jeg ikke engang er særlig sjov selv eller specielt god til at fortælle vittigheder, siger hun og smiler igen.

- Men jeg sætter stor pris på andre folks humor. Og dér er jeg nok ikke så kritisk. Jeg er meget glad for at grine, og jeg griner ikke kun af ting, som er meget sofistikerede.

Både professionelt og personligt bruger hun dog morskaben til langt mere end lette grin.

- For mig er humor blevet en måde at behandle noget sørgeligt på. I dag kan jeg kun lave film, hvor der er en stor portion følelser forbundet med humoren, forklarer hun.

- Jeg elsker virkelig de personer, jeg portrætterer i mine film. Det er umuligt for mig at lave en film, hvor personerne kun er onde. Det er ikke fordi, den slags mennesker ikke eksisterer, men det interesserer mig ikke. Jeg vil aldrig lave en film om Adolf Hitler eller Anders Breivik. Der er intet i mig, der har lyst til at undskylde, forklare eller forstå deres handlinger. Min grænse går lige dér, hvor jeg ikke længere har lyst til at omfavne mennesker med en eller anden form for kærlighed.

Susanne Bier har adskillige film i træk beskrevet familietragedier. Men hun afviser at svælge i dem. Hun forsøger snarere at ruste folk gennem sin fortællekunst. For som gift kvinde med en datter og en søn på henholdsvis 16 og 23 år ved hun, at man skal nyde de gode tider, mens de er der.

- Jeg laver de her film, fordi tragedier er en del af vores liv. Og hvis vi ikke oplever nogle tragedier lige nu, kan vi være sikre på, at de rammer før ellers siden.

Efter sit gennembrud med den folkekære komedie »Den Eneste Ene« fra 1999 har hun ladet ulykkerne vælte pludseligt og brutalt ind over biografgængerne. Lige fra færdselsuheldet i »Elsker Dig for Evigt« til mordet i »Brødre«. Men i »Den Skaldede Frisør« træder det dystre atter lidt i baggrunden og giver plads til skæve kommentarer og komiske figurer.

Trine Dyrholms »Ida« er netop ved at vinde kampen mod brystkræft, da hun mister sin mand til en dum blondine, sin kuffert i lufthavnen og sin datter til en mand, der dybest set ikke vil giftes. Men trods kemobehandlingen, parykken og fundet af en ny knude slipper hun aldrig sit gode humør.

- Jeg er glad for den måde, vi behandler sygdommen på i filmen. Gennem årene har jeg fået en del manuskripter om cancer ind af døren, men de har alle sammen været så tunge, så hårdhændede. Jeg tror, man skræmmer publikum væk ved at lave den slags og stigmatiserer et emne, der i forvejen er tabubelagt.

Se flere billeder af Susanne Bier her: 

Bier forsøger trods de mange grin i filmen at behandle kræft seriøst. Men samtidig håber hun, at publikum ikke tænker på kemo og sygdomsforløb under hele filmen.

- Mange film handler om folk, der bliver syge for så at blive endnu mere syge. Den slags film skaber tabuet. For du kan jo også komme ud på den anden side. Du kan blive rask, siger instruktøren, der har hentet inspiration til tonen i filmen i sit eget liv.

Hendes mor har overvundet brystkræft i to omgange. Hendes positive attitude over for sygdommen var med til at præge tonen i »Den Skaldede Frisør«.

- Min mor har meget af det glade sind, som Trine Dyrholms rolle bærer i filmen. Man kan bare ikke slå min mor ud. Selv da hun fik meldingen om, at hendes cancer var brudt ud igen, tog hun det flot. Og jeg husker, at en sygeplejerske fortalte hende, at hendes fantastiske humør var en af grundene til, at hun – trods alt – havde det så godt.

- »Det er klart, at der også var sorg under sygdomsforløbene. Angst og alt det frygtelige. Men grundstenen – hendes måde at tackle det på – var enormt positiv og inspirerende, siger Bier.

Filmens internationale stjerne, Pierce Brosnan, var heller ikke svær at overtale til at medvirke. Han havde ligesom instruktøren selv haft kræft tæt inde på livet.

- Han fortalte mig, at hans første kone var død af kræft. Derfor var det også en vigtig film for ham at lave. Men han ville aldrig have været med, hvis ikke tonen havde været så let. For humoren afvæbner og giver tilladelse til, at man kan forholde sig til disse frygtelige ting. Såsom at miste sin kone, siger hun.

Den 52-årige instruktør lægger ikke skjul på, at hun er tilfreds med sit nyeste værk.

- Og hvis du spørger mig, hvad jeg er mest stolt af, så er det balancen mellem alvor og sjov. Jeg synes faktisk, at man fornemmer skrøbeligheden ved sygdommen, men jeg synes ikke, man bliver kvalt af den.

Hendes fortællinger har sikret hende priser og et stort publikum såvel i Danmark som i udlandet. Og succesen fortsætter: »Den Skaldede Frisør« er udtaget til både filmfestivalerne i Venedig og Toronto. Men trods en Golden Globe og Oscar-statuetten, føler hun sig ikke anerkendt af kultureliten.

- Jeg har aldrig følt, jeg er rigtigt fin. Det er som om, mine film bliver diskvalificeret i kulturkredse, fordi der er så mange, der har haft lyst til at se dem. Anmeldelserne har egentlig altid været gode, men der er ofte forbehold i dem. En form for mistænkeliggørelse af, at mit arbejde er for »drevent«. Fordi jeg er en god historiefortæller, tror mange, at jeg laver mine film med et koldt overlæg, siger hun og sætter sig for første gang under interviewet frem i sofaen.

- Og selv ikke hvis det var det kolde overlæg, ville der være noget galt med det. Hey! Undskyld mig! Men film er altså et massemedie, der skal nå ud til mange mennesker. Og hvis man kan fortælle sjove, rørende, indtrængende historier, som rammer mange mennesker, så betyder det da meget mere end at ramme 20 på en ekstrem sofistikeret måde. Den form for smagsdommeri kan jeg ikke bruge til noget. Jeg synes, det er direkte forkert, siger hun, og det glade ansigtstræk er for en gangs skyld væk.

- Prøv og hør: Jeg har masser af respekt for innovative film. Men jeg har ikke den samme respekt for noget, der bare er prætentiøst, siger filmskaberen.

Hun er som udgangspunkt ligeglad med, at anmelderstanden ikke regner hende for en auteur a la David Lynch. Eller Lars von Trier for den sags skyld. Men det går hende på, at folk betvivler hendes filmiske metode og hendes grund til at fortælle historierne, som hun gør.

- Det generer mig, at jeg føler, jeg bliver misforstået. Man kan godt være oprigtig, selv om man er dygtig, siger hun og lægger tryk på samtlige stavelser i sætningen.

- I vores del af verden er der et underligt forbehold over for dygtige mennesker. Det er ikke populært at være god.

Kort efter slutter interviewet. Naturligvis med et smil.