Det kun ti år gamle kunstmuseum ARoS midt i Aarhus skal nu udvides for 350 millioner kroner.

Museets direktør Erlend Høyersten præsenterede fredag planerne for offentligheden. Samtidig afslørede han, at Købmand Herman Sallings Fond har doneret 100 millioner kroner til projektet, og at den amerikanske stjernekunstner James Turrell skal skabe et stort, markant kunstværk til udvidelsen.

»Vi udtænkte ideen til projektet i januar, og så tog vi kontakt til James Turrell, der var interesseret i at være med. Museets overinspektør Marie Nipper og jeg mødtes med James Turrell i Maryland. Han syntes godt om ideen om at skabe et stort kunstværk, som skal være en integreret del af arkitekturen. Han kunne lide skalaen, ambitionen og galskaben i projektet. Vi taler trods alt om en mand, der har ombygget en vulkan,« siger Erlend Høyersten med henvisning til 71-årige James Turrells verdenskendte kunstprojekt »Roden Crater« i et vulkankrater midt i Arizonas ørken, hvori han har skabt en række kunstværker.

I disse værker arbejder han med lyset, som er kendetegnende for al hans kunst – både kunstigt og naturligt lys.

Det nye projekt skal stå færdigt i efteråret 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad, og den frist, tror Erlend Høyersten, er realistisk. Både finansiering – der mangler stadig 250 millioner kroner – og byggeri vil kunne være på plads, siger han.

Det nye byggeri, der har titlen »The Next Level«, er på i alt 6.500 underjordiske kvadratmeter. Heraf er de 1.400 gallerier, som skal forbindes med det eksisterende museum af James Turrells værk:

Lysinstallation på 25 meter i diameter

En kugleformet, sfærisk lysinstallation, der er 25 meter i diameter. Publikum skal passere gennem eller omkring lysinstallationen for at komme til de nye underjordiske gallerier.

Det nye kunstværk vil komme til at stå i forhold til kunstneren Olafur Eliassons værk, »Your Rainbow Panorama«, som står på toppen af museumsbygningen og er blevet et vartegn for museet og Aarhus.

»Det er klart, at der vil blive en kobling mellem de to værker. Olafur Eliassons værk er en integreret del af arkitekturen, og det samme bliver James Turrells,« siger Erlend Høyersten.

Hans ambition er ubeskedent at gøre ARoS til et af verdens mest markante museer. Udbygningen er en del af denne plan, og det samme er målet om at skabe samarbejdsrelationer til de største kunstinstitutioner i verden.

»Netop fordi projektet her er afgørende for ARoS’ ambitioner i de kommende år, har vi givet det arbejdstitlen »The Next Level«. Dermed signalerer vi, at det er, hvad vi ønsker at gøre med ARoS: At bygge en succes oven på den succes, som museet allerede er,« siger Erlend Høyersten.

ARoS er i dag landets andetmest besøgte kunstmuseum efter Louisiana i Humlebæk. Sidste år havde ARoS 568.000 gæster.

Erlend Høyersten har allerede planerne for åbningsudstillingen i 2017 på plads. Men han vil ikke sige, hvilken kunstner det drejer sig om, blot at der er tale om en international kunstner.