Gaven på en milliard kroner fra A.P. Møller-fonden til folkeskolen er ikke alene imponerende, men også et udtryk for et nyt tankesæt blandt danske fonde.
Hidtil har fondene primært støttet kultur, forskning, udstyr til sygehuse, bygninger og offentlige pladser. Gaverne var håndgribelige. De kunne ses, og pengenes værdi kunne måles. Med støtte til efteruddannelse i folkeskolen bliver dokumentationen for pengenes værdi mere utydelig. Det vil være vanskeligt at dokumentere gavens langsigtede effekt.
Ikke desto mindre må vi tro på, at det vil gavne folkeskolen og styrke elevernes indlæring. Det prisværdige i støtten fra A.P. Møller-fonden er, at den melder sig ind i en central problemstilling for samfundet.
Flere medier har forsøgt at rejse diskussionen, om det ikke er en opgave for samfundet at sikre folkeskolen. Kan det virkelig være rigtigt, at man overlader opgaven til kapitalen at bidrage til en bedre folkeskole?
Argumentet er for det første helt ude af tråd med en international tendens, som allerede har sat sine spor i Danmark. Noget andet er, at medierne konsekvent glemmer, at fondene skal støtte almenvellet.
Mange fonde er etableret med skattefordele. Samfundets pris er, at fondene skal uddele penge til almenvellet.
Er der så grund til at hylde A.P. Møller-fonden for milliarden til folkeskolen? Ja, for fonden vil være med til at sætte yderligere skub i en udvikling, som er ved at vinde fodfæste.
Bikuben-fonden har f.eks. støttet Vordingborg Kommunes kamp mod pjæk. Tre ud af fire teenagerbørn er holdt op med at pjække, fordi det blev muligt at ansætte en pædagog til at støtte elever, som havde det skidt.
Realdanias direktør Jesper Nygaard er ivrig fortaler for det sociale enzym – sammenhængskraft mellem det offentlige, det private og filantropiske fonde. Hans pointe er, at samfundet ikke kan løfte alle sociale opgaver alene, og slet ikke, hvis man ønsker et lavere skattetryk.
Investering i samfundet handler både om støtte til forskning og kultur, men også i et bedre samfund for unge og udsatte. Fondenes enorme rigdom gør begge dele muligt.
