Det er sjældent, stolene er sat op ved koncerter i Falconer Salen. Men det var de her til aften, da Texas røde roser, Dixie Chicks, gav en to timer lang koncert. Det kunne arrangørerne godt have sparet sig. Det med stolene. For et utrolig feststemt publikum stod næsten mere op end de sad ned, mens de cool country-chicks spillede.
Dixie Chicks kaldes nogle gange alternative country. Det må skyldes de tre raffinerede cowgirls efterhånden fjerne rødder i et crossover mellem bluegrass og country. Og måske især deres sanger, Natalie Maines markante holdninger til dette og hint. Ikke mindst Golf-krigen for snart mange år siden.
Det har givet dem store problemer hjemme i Dallas,Texas og i countrymiljøet, hvor politiske holdninger øst for Tea Party-bevægelsen provokerer næsten lige så som meget tanken om økologisk landbrug og bistandshjælp.
Læs også: Flere navne klar til Grøn Koncert
Til gengæld har chicks'ne med årene opbygget et stort liberalt college- og caffe latte-publikum. De er den bedst sælgende amerikanske kvindegruppe. Modsat mange andre meget store amerikanske countrynavne har de et forholdsvis stort europæisk publikum.
Havde enkelte i Falconer Salen håbet på et par kontroversielle statements, blev de skuffede. Dixierne lever op til den selvironiske titel på deres egen dokumentarfilm 'Shut Up And Sing'. Det gør de fortryllende godt.
De blev modtaget med stor jubel. Allerede under første, medrivende countryrockende 'I Can Love You Better' (efter sigende en hyldest til idolet Dolly Parton) rakte den småpunkede Maines sine sortlakerede kløer ud efter publikum. Hun holdt fast de næste par timer.
Natalie lignede en tyve år ældre udgave af Miley Cyrus med kotelet-hår og sort strandsæt. Det skulle vise sig ikke at være helt tilfældigt. Omtrent halvt inde i sættet gav Dixie Chick en kønsløs version af Mileys 'Wrecking Ball'. Det virkede fuldstændig malplaceret. Ikke så meget fordi det er svært at se, hvad Cyrus gennemkalkulerede bits and bytes-ballade har at gøre omkring de tre cowgirls lejrbål. Mere fordi Maines & Cos version ikke gjorde noget godt for hverken melodi eller publikum.
Dixie Chicks-stilen er mest country-rock, indimellem med pop i ascendanten. 'The Long Way Home' lød som Fleetwood Mac, f.eks. - mere råt end Lady Antebellums bomuldsbløde udgave af Mac. Et nummer som 'Goodbye Earl' har et klassisk hymnerock-omkvæd. Lige der lød Dixie Chicks som den feminine version af store overarme og New Jersey. Selvom søstrene Robinson og Maquire spiller ekvilibristisk på deres mange originale bluegrass-instrumenter er deres musik radiovenlig country. Med et udtryk, som af en eller anden besynderlig grund ofte bruges negativt.
Læs også: Skanderborg Festival rykker til København
Det var slående her til aften, hvor utrolig vellydende og godt bandet og de tre chick spiller på deres mange instrumenter. Det swinger ad Austin, Texas til. Jeg kan godt savne lidt mere kemi mellem de tre kvinder. Det bliver lovlig professionelt. Der er overhovedet ingen kommunikation eller indforståede blikke mellem de tre muskere. Til gengæld - er deres harmonier flotte og klangfulde.
Med to guitarister, bassist, trommeslager og keyboards er der linet op til bal. Det forunderlige er, at det store set-up ikke smadrer intimiteten i balladerne - eller bryder den glasklare symbiose i den hjerteprikkende nerve, hvor Maines suveræne vokal, Maguires violin og søster Robinsons banjo -og alle mulige andre instrumenter - møder hinanden. Som i 'Cowboy Take Me Away' og 'Wide Open Spaces' med længsel nok til at fylde hele prærien. Eller den smertefulde følelse af spildt liv i Stevie Nicks pragtballade 'Landslide'.Eller for den sags skyld Natalies eget attitude-nummer 'Not Ready To Make Nice'.Det var en både festlig, foot tapping og smuk aften i Falconer.
Og nu skal den dér whisky smage damn godt. Yihaa.
Dixie Chicks, Falconer Salen, torsdag den 20. marts