En af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende sager bliver ikke anket til Østre Landsret. Marcel Lychau Hansen – bedre kendt som Amagermanden – har valgt ikke at anke sin livstidsdom, skriver eb.dk.

Ankefristen udløb, da Københavns Byret lukkede kontoret klokken 16 i dag, og dermed er der sat punktum i sagen.

Den 22. december sidste år blev den 46-årige Amagermanden idømt livsvarigt fængsel for to drab og seks tilfælde af voldtægt begået over 23 år.

Under hele retssagen havde den tiltalte far til to nægtet sig skyldig og endda hævdet, at en anden person måtte gå rundt med hans eksakte DNA-match.

Allerede ved domsafsigelsen meddelte Jakob Lund Poulsen da også, at hans klient ønskede tid til at overveje, om dommen skulle ankes.

Siden da har sagen imidlertid taget en dramatisk drejning. Først oplyste politiet, at Amagermanden havde smuglet sæd ud af Vestre Fængsel. Hans plan var angiveligt, at få hans ene søn til at begå et overfald og hælde sæden ud over offeret. På den måde kunne den fængslede Marcel Lychau Hansen hævde, at han umuligt kunne være gerningsmanden.

Og senere - onsdag i denne uge - kom det så frem, at en pose smykker, der blev stjålet i forbindelse med en af de voldtægter, som Amagermanden er dømt for, er dukket op hos hans ældste søn.