Vi jagter det konstant.
Svar på, hvordan vi kan holde os sunde og raske hele livet igennem.
Det er ofte de samme gode råd, der bliver givet. Mere søvn, ingen rygning, en sund kost og en masse motion. Det er da heller ikke den forkerte vej at gå.
Men der er også en helt anden ting, vi kan gøre, hvis vi vil leve et længere liv uden for mange skavanker.
Det kan nemlig være en god idé at kaste sig over den populære fastetrend, der har vundet frem de seneste år.
Det fortæller Morten Scheibye-Knudsen til Illustreret Videnskab. Han er læge og aldringsforsker på Københavns Universitet. Faktisk er virkningen ved at faste noget af det, der har overrasket ham allermest inden for aldersforskningen.
»Da vi lavede et forsøg med nogle forsøgspersoner for nylig, hvor vi testede forskellige interventioner, så det ud til, at faste faktisk var det mest effektive i forhold til visse markører for aldring. Også mere end motion, der faktisk viste sig at have en ret minimal effekt,« siger han til mediet.
Mindske risiko for kræft
Men hvorfor er faste så godt for vores sundhed?
Ifølge Morten Scheibye-Knudsen – der selv faster dagligt – kan faste optimere vores energiproduktion. Herudover får det cellerne i kroppen til dele sig delt langsommere, »og det er formentlig godt for vores stamceller«. Dermed kan faste også mindske risikoen for kræft.
Det er dog ikke alle, der vil have en gavnlig effekt af at faste, understreger han.
For når man faster, kan man også tabe en smule muskel- og knoglemasse – og det er ikke en god ting for ældre mennesker.
Derfor anbefaler aldringsforskeren, at man som ældre – især hvis man er undervægtig eller normalvægtig – skal huske at dyrke motion, hvis man vil faste.
Berlingske har tidligere skrevet en række artikler om den populære sundhedstrend, der efter sigende giver sunde og livsforlængende gevinster.
Her peger en række eksperter på, at den populære 8-16-metode, hvor man spiser sine måltider i løbet af otte timer og derefter faster i 16 timer, ikke er nok til at forbedre sundheden markant.
»Man er nødt til at faste i længere tid end 16 timer for at få flere ketonstoffer i blodet,« har Lars Christian Gormsen, der er klinisk professor på Aarhus Universitetshospital, tidligere sagt til Berlingske.
Det vil i stedet kræve en faste på mere end 24 timer, hvis man vil have noget ekstra ud af at det end blot et vægttab.
Foruden at faste peger Morten Scheibye-Knudsen på motion, en god nattesøvn og et godt socialt netværk som en måde at sikre et sundere og langt liv.




