Det kan være svært at holde styr på de mange nuller, når der bliver talt finanslov. Politiko.dk forsøger derfor at sætte sagen lidt i perspektiv, nu hvor regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om at tilføre 250 mio. kr. til daginstitutionerne i 2015 - eller 1 mia. kr over fire år.

Ifølge Finansministeriet beregninger kan man for de penge ansætte 600 ekstra som pædagogisk personale. Ifølge en KORA-rapport var der i 2012 omtrent 46.000 pædagoger og medhjælpere og 260.000 børn i de kommunale vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner. 600 flere ansatte svarer derfor til, at hvert barn vil få ca. 0,002 pædagog ekstra. Man kan også sige, at der bliver 1,3 pct. flere rundt omkring på personalestuerne.

Kravet om flere pædagoger i institutionerne kom fra SF-formand Pia Olsen Dyhr efter, at pædagogernes fagforening BUPL meldte ud, at der er blevet skåret i antallet af pædagoger i kommunerne. I den forbindelse krævede BUPL et bundniveau for antallet af børn pr. voksen. Hvilket Enhedslisten var enig i.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

SFI har også udtrykt bekymring over normeringsforholdet og citerer her en undersøgelse, som finder frem til, at god normering er afgørende for børns trivsel.

Også i finansloven for 2012 indgået mellem SRSF-regeringen og Enhedslisten blev der afsat penge til ekstra pædagoger - nærmere bestemt 500 mio. kr. Penge, som venstrefløjen og BUPL har kritiseret for ikke at gå til at ansætte flere pædagoger.

Det har dog aldrig været nemt helt at fastslå præcist, hvor mange hænder der er pr. barn i de danske dagsinstitutioner. Det er blandt andet blevet forsøgt af BUPL, KORA og Bureau 2000, bragt i Søndagsavisen, der alle kommer frem til lidt forskellige tal, men samme konklusioner: Der er færre voksne til flere børn.

Tallene afspejler det samlede antal ansatte pr. barn - og altså også medarbejdere, der ikke er uddannede pædagoger. En kommune kan vælge mellem at have mange ansatte pr. barn eller en høj andel af pædagoger. Ifølge KORA udgør de pædagoguddannede 60 pct. af personalet i institutionerne. Instituttet påviser også, at kommuner, der prioriterer at have mange voksne pr. barn, har færre ansatte med en pædagoguddannelse.

Det hænger sammen med lønniveauet, for når gennemsnitslønnen for en pædagog i december 2013 var 32.652 kr. mod 24.842 kr. for en pædagogmedhjælper, så betyder det, at der for hver pædagog kan ansættes cirka 1,3 pædagogmedhjælpere.

Én ting er de 600 ekstra ansatte - men hvor meget er 250 mio. kr. så egentligt i det samlede børneregnskab? Ifølge Danmarks Statistik bruges der årligt omkring 30 mia. kr. på de offentlige dagtilbud. I det lys svarer den nye aftale til, at børnebudgetterne vokser med 0,8 pct.