Den æggetyv, der for cirka en uge siden var på spil i reden hos et havørnepar i Lolland, er blevet afsløret på fersk gerning.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) overvåger reden med direkte web-TV, og optagelserne fra DOF viser, at tyveknægten var en husmår, der først skræmte hunørnen væk fra reden og siden stak af med begge havørneæg. Det skriver Pandion, som er DOFs fuglefaglige magasin.

På billederne kan man se, at måren flere gange snuser til æggene og graver i redematerialet, inden den samler det ene æg op og forsvinder med det i munden. Et par minutter senere vender måren tilbage for at hente det andet æg, som den også bærer ud over redekanten.

Æggene er ret store i forhold til husmåren, som har besvær med at få dem båret væk, skriver Pandion, der kalder optagelserne for helt unikke, da det er et mindre rovdyr, der spolerer et yngleforsøg for Danmarks mægtigste rovfugl.

I sine anstrengelser tabte måren det ene æg på jorden, og det andet æg er formodentlig blevet spist. Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn afviser dog ikke, at danske ørneentusiaster alligevel får en havørneunge at se i reden i år:

»Det er sjældent, de lægger æg igen, men vi så et eksempel sidste år med et par, der lagde æg så sent som i maj, efter deres første rede var faldet ned. De fik en unge på vingerne, selv om det nærmest er to måneder senere end, hvad de plejer,« siger Kim Skelmose til Pandion.