Flemming Lindeløv har altid kendt Haldor Topsøe. Eller først kendt ham, som unge mennesker kender deres idoler. Gennem bøger og artikler. Haldor Topsøe inspirerede nemlig den unge Flemming Lindeløv til også at blive kemiker, licentiat og civilingeniør.
»Som ung student var han jo allerede et af de ikoner, man så op til både som firma og person. Der var i det store hele inden for min sfære kun Novo Nordisk og Haldor Topsøe,« siger Flemming Lindeløv og tilføjer:
»Og når man har et fyrtårn som Haldor Topsøe, der blinker så kraftigt, så tænker man, at det vil man også gerne selv. Han kunne dokumentere, at hvis man tog den her uddannelse som kemiker, så kunne man være med til at forbedre tingene.«
Flemming Lindeløv uddannede sig til civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, og med Haldor Topsøe som en af drivkræfterne tiltrådte han som direktør i en række af Danmarks største virksomheder, blandt andet Tulip og Carlsberg, hvor han gennem Tulip første gang mødte sit ungdomsidol for snart 20 år siden.
En dannelsesrejse
Det var aften og Flemming Lindeløv skulle til Tokyo, hvor han skulle være klar til et møde, så snart flyets hjul hvinende bremsede på den japanske landjord. Men det blev ikke bare til en hurtig sandwich og nogle timers søvn, som forberedelsen normalt bød på. Flemming Lindeløv kom nemlig ved et tilfælde til at sidde ved siden af Haldor Topsøe hele vejen fra København.
»Det var aftenflyveren, og man skulle være parat, når man kom ud til møderne i Tokyo, men når man sad ved siden af Haldor Topsøe, som jeg har prøvet to gange, så var det historier, forklaringer og diskussioner om, hvorfor man ikke kunne gøre tingene bedre,« siger Flemming Lindeløv og tilføjer:
»Der kan jeg love dig for, man ikke fik sovet noget. Så det var en otte til ti timers rask diskussion, og jeg vil sige, at jeg talte langt mindre, end Haldor Topsøe gjorde. Det var en stor, stor oplevelse.«
Flemming Lindeløv husker Haldor Topsøe som en altid energisk, altid spørgende og altid fremsynet herre. Det har Flemming Lindeløv taget til sig - evnen til at se muligheder og forsøge at gøre tingene bedre. Den nysgerrighed blev Flemming Lindeløv blandt andet mødt med, da han var direktør i Carlsberg, hvor Haldor Topsøe sad i bestyrelsen for Carlsberg Forskningslaboratorium.
Engang bankede Haldor Topsøe nemlig på døren ind til Flemming Lindeløv på Carlsberg. Han ville høre lidt nærmere om, hvad man arbejdede med på laboratorierne, for det havde han stiftet bekendtskab med som ung mand, og nu havde han ikke hørt til det i cirka 40 år, så nu ville han godt lige lytte til det.
Der sad de i flere timer og talte om samarbejdsmuligheder. Og selv om Carlsberg er organisk kemi og Topsøe langt hen ad vejen er uorganisk kemi, talte de om forslag, muligheder og synspunkter for at kunne gøre tingene bedre.
Der var også plads til isvafler
Ved siden af sit omfattende arbejde formåede Haldor Topsøe at gøre det, mange moderne familier har svært ved. Han kombinerede karriere med familie, hvor Haldor Topsøe altid var samlingspunktet for den store Topsøe-slægt.
»Det har det altid varmet om hjertet, når man har set ham side nede på Vedbæk Havn og spist is med oldebørnene, og hver eneste år hvordan hele familien gennem årene har samlet sig omkring Haldor Topsøe i Gammel Skagen,« siger Flemming Lindeløv og tilføjer:
»Han var på den ene side et varmt familiemenneske, og på den anden side en energisk leder, der har udviklet et enormt firma. Det er utroligt flot, at han også har kunnet få de to ting til at gå hånd i hånd.«
Et forbillede selv for unge i dag
Haldor Topsøe drev selskabet vidt og bredt i hele verden. Og som han var et varmt menneske i familiens lag, var han også en varm leder, som kaldte sine medarbejdere for kollegaer, lige meget hvilken stilling de bestred.
»Han har dokumenteret, at arbejdsomhed, stædighed og nysgerrighed kan føre meget langt. Han gik en anden vej end mange andre ledere i sin ledelsesstil,« siger Flemming Lindeløv.
Sådan satte Haldor Topsøe både som person og firma sit præg på erhvervslivet inden for energi, fødevareforsyning og miljø og hans produktudvikling, med start næsten fra grundforskning, er genstand for stor respekt fra Flemming Lindeløv, helt fra dagene som studerende til nu.
»Det viser, at Danmark skal leve af at videreuddanne vores unge mennesker, og at vi skal forske og blive bedre til at gå fra forskning til produktudvikling og over til at etablere og udvikle firmaerne. Der er Haldor Topsøe et lysende eksempel på, hvordan det kan gøres,«
