Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser, at mere generøse dagpengeregler bliver et element i næste års finanslov. Det budskab falder ikke i god jord hos fagforbundet 3F.
»For det første synes jeg, at det er ærgerligt at komme med bombastiske udmeldinger forud for en given forhandling. Det skal man aldrig gøre. Men derudover er det rent indholdsmæssigt min opfattelse, at man er nødt til at få kigget på den her udfordring. 34.000 er røget ud af dagpengesystemet, og prognosen er, at 14.000 flere vil falde ud i år,« siger forbundsformand i 3F Per Christensen og tilføjer, at en tredjedel af dem er medlemmer af 3F:
»Og det er klart, at jeg som formand for 3F og for godt 300.00 medlemmer ikke kan se på, at mange af mine medlemmer på et eller andet tidspunkt står uden forsørgelse«.
Både fra SF og Enhedslisten er statsministerens udmelding blevet mødt med hård kritik. Og Per Christensen håber på, at regeringen alligevel vil nå frem til en løsning for de ledige under finanslovforhandlinger med de to venstrefløjsparter.
»Man må håbe på, at de udmeldinger, der er kommet fra regeringen, SF og Enhedslisten er et forsøg på at finde sig til rette forud for forhandlingerne, og at man så, når forhandlingerne går i gang, for alvor får taget hul på de udfordringer, som blandt andet 3F-medlemmmerne har«.
Fagforbundet fastholder sine krav til regeringen om, at man skal give de ledige en håndsrækning. 3F foreslår blandt andet, at man halverer den periode, det tager at genoptjene sin dagpengeret.
I dag skal man være i et fuldtidsarbejde i et år for igen at kunne få dagpenge, hvis man er røget ud af systemet. Og det harmonerer dårligt med den position, blandt andet 3F-medlemmer har på det danske arbejdsmarked, understreger forbundsformanden.
»Man skal huske på, at mange af mine medlemmer har relativt løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange bygningsarbejdere er vant til at være ledige i perioder, og mange af mine medlemmer, som arbejder inden for servicesektoren, er vant til at være ledige i flere måneder. Det ligger ligesom i faget, og det gør altså, at nogle af mine medlemmer særligt truede af de helt stramme regler, der findes på området,« siger Per Christensen.