»Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke bånde ånd, og ingen er fange, når tanken er fri.« Med den gamle danske sang, der i sin tid blev et symbol på modstanden mod nazisterne under Anden Verdenskrig, indledte sangerinde Pernille Rosendahl mandag aftens mindehøjtidelighed på Østerbro i København. Her er tusindvis af danskere samlet for at mindes ofrene fra weekendens terrorangreb, hvor to civile blev dræbt og fem politibetjente såret ved to skudepisoder i hovedstaden. Københavns Politi vurderer, at der er 30.000 fremmødte - og måske endda flere.

De fremmødte står tæt, og flere bærer fakler og skilte, der taler for ytringsfrihed, tolerance og kærlighed.

Mindehøjtideligheden var tidligere sat til at foregå ved Krudttønden, hvor det første terrorangreb fandt sted lørdag eftermiddag mod et debatmøde om ytringsfrihed - men arrangementet blev flyttet et par hundrede meter til Gunnar Nu Hansens Plads på grund af det massive fremmøde.

Her taler blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der med egne ord er »dybt berørt« over weekendens tragedie. Til de danske jøder understreger hun, at de ikke står alene efter angrebet på synagogen i Krystalgade natten til søndag.

 

»I er ikke alene. Et angreb på Danmarks jøder er et angreb på Danmark. På os alle sammen,« siger statsministeren til klapsalver blandt de fremmødte.

»Vi står skulder ved skulder - muslimer, jøder, kristne. Mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere,« tilføjer Helle Thorning-Schmidt, der på engelsk takker for de mange sympatitilkendegivelser, Danmark har modtaget fra udlandet.

Det er samtlige partier i Københavns Borgerrepræsentation, der står bag arrangementet, hvor politikere fra alle partier deltager sammen med blandt andre kronprins Frederik og formanden for det jødiske samfund, Dan Rosenberg Asmussen, som understreger, at weekendens attentater ikke vil føre til øgede spændinger mellem jøder og muslimer.

»Vores fælles udfordring er ekstremismen,« siger Dan Rosenberg Asmussen på scenen.

Også den franske ambassadør, Francois Zimeray, som befandt sig i Krudttønden, da angrebet fandt sted, siger ord:

»Der er øjeblikke i livet, som man må betragte som vendepunkter. Der er et før og et efter. Det gælder både for den ene person, som det gælder for en befolkning. Og i aften er et sådan punkt. For Finn Nørgaard og Dan Uzan kommer der ikke noget efter,« siger ambassadøren med henvisning til de to ofre.

»Jeg vil gerne takke de danske politifolk. Uden dem ville jeg ikke stå her i aften,« tilføjer Francois Zimeray.

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt understreger, at det nu gælder om at hylde og kæmpe for åbenheden og tilliden. Han oplyser, at fire af de fem politifolk, der blev såret, stadig er indlagt - men at det ikke ser ud til at være »rigtig alvorligt.«

»Jeg er stolt af, at politiet var med til at skabe den tryghed og samhørighed, der gjorde, at vi ikke lod os ryste,« siger han og takker alle de politifolk, der forlod familie og venner og stillede sig »i skudlinjen«.

De to dræbte er også blevet mindet ved flere andre ceremonier over hele Danmark - blandt andet i Odense, Aalborg og Aarhus.