En greb i lommen for at betale for de varer, der står på indkøbslisten - eller overføre penge til andre, vil i stigende grad være efter mobilen - i stedet for pengepungen eller dankortet.

På verdensplan vil antallet af brugere af mobilbetaling stige til 245,2 millioner mod 200,8 millioner i 2012. Det vurderer IT-analysevirksomheden Gartner, hvis prognose lyder på, at der i 2013 i alt vil blive gennemført mobilbetalingstransaktioner for samlet 235,4 milliarder dollar.

For perioden 2012 til 2017 forudser Gartner, at volumen og værdien på mobile transaktioner vil stige med 35 procent om året. Det svarer til en forventning om, at der i 2017 vil være 450 millioner brugere og blive gennemført transaktioner for samlet 721 milliarder dollar, skriver selskabet i en meddelelse.

Sænket prognose

Der er ifølge researchdirektør hos Gartner Sandy Shen dog tale om en lavere prognose end tidligere. Det sker på baggrund af en lavere vækst end forventet tilbage i 2012 særligt i Nordamerika og Afrika.

En stor del af transaktionerne er fortsat pengeoverførsler, som for 2013 vil udgøre omkring 71 procent af transaktionerne, mens 21 procent af dem er indkøb af varer.

Ifølge Gartner er der fortsat et behov for at få forbedret købsoplevelsen på mobile enheder. Således bruger folk fortsat flere penge til traditionel internethandel end til handel fra mobile enheder.

NFC-betalinger falder

Der har de seneste år har været meget fokus på at indbygge såkaldt NFC-teknologi i mobiltelefoner. Det er en radioteknologi, der virker på afstande og kan leverer kommunikation mellem elektroniske enheder - eksempelvis betaling - således, at der kan overføres penge fra mobiltelefonen til kasseapparatet.

Antallet af transaktioner med den type teknologi er imidlertid blevet reduceret med mere end 40 procent, hvilket ifølge Gartner skyldes en skuffende integration af teknologien på markederne i 2012.