Krigen i Syrien har nu kostet 11 personer fra Danmark livet, formoder Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Tjenesten vurderer, at mindst 90 personer fra Danmark siden sommeren 2012 er rejst til slagsmarkerne i det borgerkrigshærgede land, hvor oprørere, islamister, Assad-loyalister, gangstere og separatister kæmper indædt i en stadig mere fragmenteret heksekedel.
Tallene kan læses i den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark, som PETs Center for Terroranalyse (CTA) har offentliggjort i dag. Det gennemgående tema for analysen er netop truslen fra de hjemvendte krigere fra Syrien:
»Særligt konflikten i Syrien påvirker trusselsbilledet,« konkluderer PET, og det gælder ikke bare for Danmark men for hele Vesten.
Krigsturister får brugbar kamptræning
»Langt hovedparten« af de 90 Syrien-krigere vurderes at have deltaget i kampe, og et »betydeligt antal« har opnået færdigheder, der kan bruges til at gennemføre et terrorangreb.
»CTA vurderer videre, at der blandt de udrejste findes et betydeligt antal personer, der har tilknytning til militant islamistiske grupper, der deler al-Qaedas militant islamistiske ideologi, og at dette sammen med de opnåede færdigheder kan medføre en forøget terrortrussel mod Danmark og danske interesser i udlandet,« skriver CTA.
Truslen øges af, at der i Danmark findes visse miljøer, hvor militant islamistisk ideologi hersker - miljøer som i øjeblikket er i vækst blandt andet på grund af aktiv rekruttering personer, som vil kæmpe i Syrien.
Den nytiltrådte chef for PET, Jens Madsen, understreger alvoren:
»Det er fortsat en af PET’s største opgaver at holde øje med de personer, som har planer om at rejse til Syrien for at kæmpe og dem, som vender hjem derfra. Der er ikke tidligere set så mange fra Danmark, som på så kort tid er udrejst til en konfliktzone. PET har derfor et intensivt samarbejde med nøglepersoner over hele landet, som er i kontakt med de miljøer, hvor de unge, der udrejser, færdes,« siger han i en pressemeddelelse.
I det hele taget øger borgerkrigen i Syrien risikoen for terrorangreb mod vestlige, israelske eller jødiske mål, konkluderer CTA. Også i Danmark, hvor Muhammed-tegningerne og vores deltagelse i Irak- og Afghanistan-krigene stadig trækker spor:
»CTA vurderer, at der fortsat er en alvorlig terrortrussel mod Danmark. Det betyder, at det er sandsynligt, at der er personer eller grupper med intention om og kapacitet til at udføre et terrorangreb mod Danmark,« skriver CTA.
Risikoen for at blive offer for et sådant angreb i Danmark er dog meget begrænset, understreges det.
Rekruttering via sociale medier
Konflikten i Syrien menes at have gavnet en række islamistiske miljøer i europæiske lande, og det er i disse miljøer, den fortsatte rekruttering af Syrien-krigere foregår. Det sket i stigende grad ved hjælp af sociale medier, hvor propagandaen er let tilgængelig og mere målrettet end den, man tidligere har set fra militante islamistiske grupper, konstaterer CTA.
»Vi ser et stigende antal personer tilslutte sig de islamistiske miljøer i Danmark. Der rettes fra disse miljøer i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam,« siger chefen for CTA, Søren Jensen.
»Samtidig ser vi, at højreekstremistiske miljøer samler sig om kritik af islam. Dette kan medføre modreaktioner fra venstreekstremistiske såvel som fra islamistiske miljøer. En sådan gensidig radikaliseringsproces vil kunne øge terrortruslen i Danmark,« tilføjer han.
Angreb kan ramme pludseligt
Selvom PET flere gange tidligere har forhindret terrorplaner på dansk jord, gør tjenesten sig ingen illusioner om, at det nødvendigvis altid vil lykkedes at komme terroristerne i forkøbet. Et angreb kan ramme Danmark helt uden, at efterretningstjenesterne har opsnappet indikationer på det, understreger PET.
I et sådant angreb kan terrorister for eksempel benytte »lettilgængelige våben som stikvåben, håndvåben, brandstiftende bomber eller mindre, hjemmelavede bomber«.
Risikoen for et lyn fra en klar himmel øges af i kraft af det voksende antal hjemvendte Syrien-krigere, som har fået kamptræning, vurderer CTA.
Svækkede terrorceller
Mere end et årtis »krig mod terror« har svækket al-Qaeda i Pakistan og Afghanistan markant og lagt et betydeligt pres på terrornetværkets forgreninger i Somalia, Mali og Yemen. Det betyder dog ikke, at al-Qaedas ambitioner om fortsat at ramme vestlige mål er blevet neddroslet, selvom lokale mål synes at blive foretrukket. Se for eksempel på al-Shabaabs terrorangreb mod shoppingcentret Westgate i Kenyas hovedstad Nairobi i september.
Eksternt link: Læs hele terroranalysen her.